Nej, jeg er ikke begyndt at sælge køkkenredskaber. Men sammenligningen til procesvarmelegemer er faktisk rigtig god.
De fleste af os tænker slet ikke over varmelegemet i elkedlen derhjemme. Den koger bare vandet – hurtigt, sikkert og uden problemer. Og når man først skifter elkedlen ud, er det som regel fordi knappen eller låget er gået i stykker – ikke fordi varmelegemet har svigtet.
Hvorfor? Fordi varmelegemet er designet præcist til den opgave. Dimensioneret til at varme en bestemt mængde vand, på en bestemt tid, i et bestemt kabinet. Ikke mere, ikke mindre.
Og det er faktisk præcis den samme logik, der gælder i industrien.
Når et varmelegeme bruges til noget andet end tiltænkt
Jeg har oplevet det før: Vi leverer et varmelegeme, der er designet til en specifik procestype. Det passer perfekt til dét setup – mediet, flowet, temperaturen, reguleringen.
Men senere bliver det samme varmelegeme brugt i en anden proces. Det “passer jo nogenlunde”, tænker man.
Og så begynder problemerne:
- Ustabil opvarmning
- Hotspots, der slider unødigt på elementet
- Manglende reguleringspræcision
- I værste fald nedbrud og driftsstop
Det er lidt som at tage varmelegemet fra din elkedel og sætte det i et akvarium eller en radiator. Det kan måske give varme i en kort periode – men det er ikke sikkert, at det bliver hverken sikkert, effektivt eller holdbart.
Driftssikkerhed starter med det rigtige design
Når vi designer varmelegemer til industriel procesvarme, er det ikke kun for at opfylde et effektkrav. Det handler i høj grad om driftssikkerhed:
- Det rigtige materiale til det specifikke medie (vand, olie, luft, kemikalier).
- Den rigtige overfladebelastning, så elementet ikke overopheder.
- Den rigtige regulering, så temperaturen holdes stabil uden unødvendigt slid.
- Den rigtige integration, så varmelegemet spiller sammen med resten af processen.
Alt dette er med til at sikre, at varmelegemet – ligesom elkedlen – bare virker. Ikke i et par år, men i hele anlægges levetid.
Den skjulte risiko ved “one size fits all”
Jeg møder tekniske ansvarlige, der gerne vil genbruge eller standardisere varmelegemer på tværs af forskellige processer. Det kan virke som en hurtig og billig løsning – men det er sjældent en god idé.
For når varmelegemet ikke passer præcist til opgaven, bliver det sårbart:
- Små variationer i flow eller temperatur kan give store udsving.
- Levetiden bliver kortere, fordi elementet konstant kører på grænsen.
- Produktionsstop og uforudsete vedligeholdelser kan blive langt dyrere end besparelsen på selve varmelegemet.
Erfaringen fra mange projekter
Jeg har været med i projekter, hvor varmelegemer har kørt stabilt i mange år – netop fordi de blev designet til den konkrete opgave fra starten. Og jeg har også set det modsatte: hvor en genbrugt løsning giver fejl på fejl, fordi processens rammer ændrede sig.
For mig er det tydeligt, at forskellen ligger i detaljerne. Når vi tager os tid til at forstå hele processen, sikrer vi, at varmelegemet er et aktiv – ikke et svagt led.
Et varmelegeme er aldrig bare et varmelegeme
Når vi taler om industriel procesvarme, er varmelegemet ikke en reservedel, men en integreret del af processen. Ligesom elkedlen derhjemme ikke virker, hvis du bytter varmelegemet ud med noget tilfældigt, så kræver dine procesanlæg varmelegemer, der er udviklet præcist til formålet.
Det er sådan, vi sikrer driftssikkerhed – og det er sådan, vi skaber løsninger, der holder.
Hvornår har du sidst tænkt over, om jeres varmelegemer egentlig er designet til opgaven?
-

Hvorfor projekter med varmekabler starter på tegnebrættet – og ikke on-site
Varmekabler er ofte de mindste punkter på tegningen – men kan blive det største problem…
-

Elektrificering uden eksperimenter
Hvorfor gennemprøvet elvarme stadig er det sikre valg i industrieng Elektrificering af procesvarme er i…
-

Elektriske kedler til fremtidens varme – sådan skaber vi nye muligheder
Mange virksomheder leder efter en varmekilde, der kan bruges både som basislast, spidslast og fleksibel…


Skriv et svar